Feedback Form
Promilleafgiftsfonden

Kriterier for nedlæggelse af veje og stier i det åbne land

2 afgørelser fra NMKN om afgrænsning af beskyttede veje og stier efter naturbeskyttelseslovens § 26 a samt kriterier for nedlæggelse af disse

Et spørgsmål, som ofte opstår, er hvornår veje og stier kan nedlægges. Selvom en vej eller sti går over ens grund, kan man ikke frit vælge at sløjfe den f.eks. ved at sætte et hegn op, som hindrer færdsel.

 

Dette gælder selvsagt for veje, som tjener som adgangsvej for andres ejendom. Men mange veje og stier til naturområder er også beskyttet mode nedlæggelse – også selvom vejen eller stien forekommer ubetydelig. Beskyttelsen følger af naturbeskyttelseslovens § 26 a.

 

Natur- og Miljøklagenævnet har ved to afgørelser fra 16. juni 2015 taget stilling til, om en sti i et sommerhusområde er omfattet af beskyttelsen i § 26 a, og hvilke hensyn kommunen skal lægge vægt på ved afgørelse af, om en vej eller sti er beskyttet. I den ene afgørelse fastslår nævnet, at kun veje og stier i det åbne land omfattes af § 26 a – og ikke stier i sommerhusområder. I den anden afgørelse fastslår nævnet, at hensyn til naturprojekter ikke kan tillægges betydning ved vurdering af, om en vej eller sti kan tillades nedlagt.

 

Du kan læse mere om afgørelserne nedenfor.

 

 

Baggrund

Grundejere på landet har tidligere haft forholdsvis vid mulighed for at nedlægge private veje og stier, hvis der var enighed om det mellem grundejerne og eventuelt andre vejberettigede, dvs. de der anvender vejen eller stien som færdselsareal for deres ejendomme, jf. § 10, stk. 1, nr. 6 i lov om private fællesveje.

 

Hvis kommunen vil sikre sig bibeholdelsen af særlige veje eller stier, har den efter § 97 i vejloven (offentlige veje) mulighed for at overtage private stier som offentlige og give private fællesveje status som offentlig sti.

Derudover begrænsede man i 2004 ved vedtagelsen af naturbeskyttelseslovens § 26 a grundejernes mulighed for at nedlægge private veje.

 

Efter § 26 a må en ejer kun nedlægge veje og stier, efter at have foretaget anmeldelse af nedlæggelsen til kommunen. Bestemmelsen omfatter 1) gennemgående veje og stier, 2) veje og stier, der fører til naturtyperne angivet i lovens §§ 22-25 (strand, skov, udyrkede arealer og klitfredede arealer), og 3) veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende. Hvis kommunen ikke reagerer eller reagerer for sent, må ejeren nedlægge vejen. Fristen for kommunens reaktion er 4 uger fra anmeldelsen. Inden for de 4 uger skal kommunen meddele at ville foretage en nærmere vurdering, og afgørelse skal herefter træffes inden for 6 måneder. Hvis vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og der ikke kan findes tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder, skal kommunen meddele afslag med den konsekvens, at vejen / stien skal bibeholdes.

 

Sagen om det geografiske anvendelsesområde - sommerhusområde

Natur- og Miljøklagenævnet skulle i sag NMK-512-00105, afgørelse af 16. juni 2015, tage stilling til, om en grundejer måtte nedlægge en sti på sin ejendom. Det var en ubebygget ejendom på 2.213 m2 beliggende i et sommerhusområde på Odden. Odsherred Kommune karakteriserede ejendommen som åbent land, da den stod i direkte forbindelse med et beskyttet bælte ud mod kysten. Stien blev benyttet af beboerne i sommerhusområdet som adgangsvej til vandet, lokal butik mv. Ejeren havde afskåret færdslen ved at indhegne sin ejendom med et vildthegn. Kommunen påbød hegnet fjernet. Ejeren klagede derfor til Natur- og Miljøklagenævnet.

 

Der var ikke tvivl om, at der var tale om en sti, og at den derfor kunne være beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 26 a som sådan.

Spørgsmålet for Natur- og Miljøklagenævnet var imidlertid, om en sti i et sommerhusområde også omfattes af beskyttelsen i § 26 a. Ud fra bestemmelsen ordlyd beskyttes alle gennemgående stier, som har en væsentlig rekreativ betydning, og hvor der ikke kan findes en alternativ adgangsvej.

 

Nævnet udtalte, at naturbeskyttelseslovens § 26 a må læses i sammenhæng med § 26, som vedrører retten til at færdes på veje og stier. § 26 vedrører udtrykkeligt kun veje og stier ”i det åbne land”. Nævnet konkluderede, at samme krav må stilles til de veje og stier, som beskyttes af § 26 a, dvs. de skal være beliggende i det åbne land for at være omfattet af forbuddet mod nedlæggelse.

 

Nævnet fandt, at der måtte

 

”lægges afgørende vægt på vejens/stiens beliggenhed i et udbygget sommerhusområde. Det forhold, at der i området findes enkelte ubebyggede grunde, som vejen/stien passerer igennem, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til, at bestemmelsen i § 26 a finder anvendelse på det omhandlede vej-/stistykke.”

 

Nævnet ophævede derfor kommunens påbud.

 

Nævnet udtalte dog samtidig, at der ikke var taget stilling til, om nogle havde vundet hævd på færdsel på stien, da dette er et spørgsmål, som afgøres af domstolene.

 

 

Sagen om Naturstyrelsens modsatte aftale

Natur- og Miljøklagenævnet tog ved afgørelse af 16. juni 2015 i sag NMK-512-00097 stilling til en sag, hvor Naturstyrelsen ved indgåelse af en aftale med en lodsejer om et ådalsprojekt ved Susåen havde accepteret, at der ikke måtte være offentlig adgang til en del af området.

 

Problemet med aftalen var, at kommunen og Naturklagenævnet inden Naturstyrelsens indgåelse af aftalen havde afgjort, at lodsejeren ikke måtte nedlægge en markvej, som gik gennem området, og de havde endvidere påbudt lodsejeren at fjerne to skilte, som forbød offentligheden at færdes på markvejen.

 

Naturklagenævnets afgørelse var blevet stadfæstet af byretten ved en dom af 4. januar 2010. På trods af dette indgik Naturstyrelsen den 26. januar 2010 aftale med lodsejeren om ådalsprojektet og herved accepteret styrelsen, at markvejen blev lukket for offentligheden. Lodsejeren havde nemlig betinget sin deltagelse i aftalen af, at der blev lukket for offentlighedens adgang.

 

Naturstyrelsen var efter det oplyste ikke vidende om dommen og havde ikke fundet anledning til at drøfte aftalen med kommunen.

 

I 2011 konstaterede kommunen, at markvejen var blevet fjernet. Kommunen politianmeldte derfor lodsejeren. Politiet gjorde opmærksom på aftalen med Naturstyrelsen, som var blevet tinglyst på ejendommen. Kommunen revurderede på den baggrund sagen. Kommunen vurderede, at ådalsprojektet var så vigtigt, at det tidligere meddelte afslag på nedlæggelse af markvejen måtte ændres til en godkendelse.

 

Danmarks Naturfredningsforening indbragte godkendelsen af nedlæggelsen for Natur- og Miljøklagenævnet.

 

Natur- og Miljøklagenævnet konstaterede, at der ved vurdering af, om en vej eller sti kan nedlægges efter § 26 a, skal lægges vægt på, om vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og om der kan findes tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder,

 

Natur- og Miljøklagenævnet konstaterede, at det tidligere Naturklagenævn havde vurderet, at markvejen havde væsentlig rekreativ betydning, da den gav offentligheden mulighed for at opleve Susåen på relativt tæt hold. Natur- og Miljøklagenævnet konstaterede herefter, at nævnet fortsat vurderede, at vejen havde væsentlig rekreativ betydning.

 

Spørgsmålet var herefter, om der kunne tages hensyn til Naturstyrelsens aftale. Om dette udtalte nævnet:

 

”Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at Naturstyrelsens ønske om at fastholde den indgående aftale med ejeren af ejendommen kan indgå i vurderingen af vejens rekreative betydning og føre til et andet resultat. Nævnet finder heller ikke, at hensynet til projektområdets særlige karakter, herunder dets fauna og dyreliv, kan tillægges særlig vægt ved vurderingen af vejens rekreative betydning.”

 

Nævnet ophævede derfor kommunens tilladelse til nedlæggelse af markvejen. Medmindre lodsejeren indbringer sagen for retten, skal markevejen altså nu genetableres. Nævnet meddelte i den forbindelse, at lodsejeren har mulighed at søge om at etablere en alternativ adgangsrute i stedet for genetablering af markvejen.

 

 

Kommentar

Natur- og Miljøklagenævnet begrænser ved afgørelsen om indhegningen i Odden beskyttelsen af veje og stier efter naturbeskyttelseslovens § 26 a, til veje og stier i det åbne land.

 

Denne begrænsning giver god mening, da § 26 a trods sin vage ordlyd ikke var tiltænkt som generel regulering af veje og stier. Baggrunden for vedtagelsen af § 26 a var ifølge bemærkningerne, at udviklingen havde vist at

 

”mange markveje er nedlagt og mange kulturhistoriske stiforløb er forsvundet. ”

 

Det var dette, som lovgiver ville undgå fremover. Man havde ikke sommerhusejerens genvej til købmanden i tankerne, da man indførte beskyttelsen. Sådanne interesser beskyttes efter hævdsreglerne, hvorefter der kan være vundet hævd på færdsel.

 

I afgørelsen om markvejen ved Susåen foretager nævnet en meget restriktiv fortolkning af, hvilke hensyn der kan lægges vægt på ved vurdering af, om en vej eller sti kan nedlægges efter § 26 a. Det er som udgangspunkt alene et spørgsmål, om vejen eller stien har en væsentlig rekreativ betydning, og om der kan findes tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Hensyn til den omgivende natur, herunder om vejen forstyrrer naturen, tillægges kun yderst begrænset betydning. Beskyttelseshensynet, som varetages med naturbeskyttelseslovens § 26 a, er med andre ord offentlighedens adgang til naturen og ikke beskyttelse af selve naturen.

 

 

For yderligere oplysninger se:

Naturstyrelsens adgangsvejledning: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/regler-i-naturen/hvor-maa-jeg-faerdes/adgangsvejledning/

 

Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer nr. 33, september 2011: http://nmkn.dk/afgoerelser/nomo-natur-og-miljoeklagenaevnet-orienterer/nomo-2011/nomo-33/

 

Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer nr. 29, september 2011: http://nmkn.dk/afgoerelser/nomo-natur-og-miljoeklagenaevnet-orienterer/nomo-2011/nomo-29/

 

Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer, nr. 5, juli 2011: http://nmkn.dk/afgoerelser/nomo-natur-og-miljoeklagenaevnet-orienterer/nomo-2011/nomo-05/

 

Naturklagenævnet Orienterer nr. 526, juni 2010: http://nmkn.dk/afgoerelser/naturklagenaevnets-tidligere-afgoerelser-nko/naturklagenaevnet-orienterer-nko/2010/nko-526/

 

Lovforarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 26a: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=89457